Etter å ha arbeidd i eit land der dei pårørande som gruppe vert sett høgt opp på agendaen i både nasjonal og lokal politikk, med eigne rettar stadfesta ved lov, og med eigne pårørandesenter i kvar kommune, har eg etter kvart innsett at vi ligg eit stykke bak her i gode Noreg.

Definisjonen av kva ein pårørande er kan variere litt, men i botn og grunn så er dette ein person som har ei signifikant omsorgsrolle for nokon i den næraste familien. Dette er over tid, og den du har ei omsorgsrolle for kan oftast ikkje klare seg utan di hjelp og støtte. Ein kan vere pårørande for ein person pga. ein sjukdom, ei funksjonshemming, rus- og/eller psykiske problem og ein kan vere pårørande som barn eller vaksen. Pårørande finn vi i alle samfunnslag, i alle miljø og ei kan oppleve å vere pårørande i ulike fasar i livet.

Det er mykje forsking knytt opp mot dette, og i England, der eg budde og arbeidde i eit pårørandesenter i seks år, forstod ein tidleg kor viktig det er å arbeide for at denne gruppa menneske får støtte i det viktige, ubetalte arbeidet dei gjer. Dei pårørande sparer staten for store kostnader og arbeid, og det er viktig å forhindre at dei pårørande sjølve vert sjuk på grunn av den kampen dei ofte kjempar for sine kjære.

Det forundrar meg at kommunane og staten ikkje ønskjer å utnytte meir kunnskapen og ressursane desse menneska har. Førstehandskjennskap til ei heil rekke tenester som vi heile tida arbeider for å betre til fordel for alle kommunane har eit ansvar for å ta vare på. Dei må inkluderast i viktige prosessar opp imot utvikling av tenester og takast med på råd der ein kan.

Har du eit barn med ei funksjonshemming, ein far som er alvorleg psykisk sjuk og ikkje vil ha hjelp, har du ei mor med demens eller ein mann som rusar seg, så vil du som regel på eitt eller anna tidspunkt kome i kontakt med det offentlege. Tenestene våre er veldig peila inn imot den som skal ta imot tenestene, men kva med dei pårørande sine behov oppi det heile? Dei som lever med desse utfordringane til dagleg og som kanskje og treng å vere med på prosessane?

I England har dei no ved lov krav på å få ei eiga utgreiing som pårørande, og dei kan få bli høyrt opp i mot dei same folka som skal ha hjelp. Dei har eigne tilsette i pårørandesentera som støtter dei i dagleglivet, det vere seg støtte i vanskelege saker der ein føler ein ikkje har ei stemme, nokon å snakke med, hjelp til å finne avlasting og få fri, treffe andre i same situasjon, få viktig informasjon, hjelp til å fylle ut søknader, nokon til å snakke på vegner av seg, som kan vere med i møter etc. Dei slepp å føle seg aleine, dei har nokon som er der for dei.

No er det snart val, og eg tenker på at det om to år igjen er eit nytt val. Her må ein mobilisere seg. Pårørandeorganisasjonane og andre, de må forstå at de er ei ganske stor gruppe menneske i samfunnet vårt. Still krav til politikarane, spør dei kva dei vil gjere for dei pårørande i si kommune. Alle som kjenner seg att i den lause definisjonen ovanfor, de skal ikkje gå med lua i handa i møte med dei som leverer tenestene der de bur. De skal krevje å verte rekna med, å bli høyrde. Om ein er pårørande av ulike årsaker så har de uansett det felles at de er pårørande for nokon de er glad i.

I mi kommune, Haram, der det og er val, skal dei pårørande løftast opp på agendaen. Det skal eg vere med og sørge for. Eg har sjølv vore pårørande, eg har arbeidd med og for andre pårørande og eg har erfaring som er viktig. Eg vil bli høyrd, eg kjenner at eg brenn for dette, og eg vil gjerne at Haram kommune kan bli ei føregangskommune på dette feltet.

Etter valet og når det nye kommunestyret er sett, så skal eg arbeide for å legge fram ei sak frå Haram Arbeiderparti der ein ønskjer å sjå korleis ein på best måte kan vareta dei pårørande som gruppe i vår kommune.

SIV KATRIN ULLA

Ordførarkandidat Haram Arbeiderparti

Kandidat til fylkestinget